Fang en Rimte
Rimte “Leuciscus Idus” er en hjemmehørende Dansk fisk, som flere og flere sportsfiskere har åbnet øjnene op for. Rimten kaldes også populært for Emde, specielt i havedams sammenhænge, hvor der findes Guldemder/Rimter. Guldrimter findes også udsat flere steder i Danmark. Rimten kan nå en fin størrelse op imod 4 kg. og den uofficielle Danmarks rekord er på 3,8kg og 59cm. Der er dog fra udlandet rapporter om fisk op imod 8-9kg. I Danmark findes Rimte pletvis udbredt i hele landet og i øst kan den også findes i brakvand. Særlig populært er Gudenåen, Susåen, Køge å og Tryggevælde å. Rimten fanges bedst på medefiskeri med flåd, eller direkte på overfladen med brød, men er også ofte taget som bifangst på blink. En af de sjoveste metoder er dog med brød i overfladen!
STANG OG HJUL
Rimten kræver ikke nødvendigvis specielt grej, og du kan i mange tilfælde ved flådfiskeri nøjes med det du har, til at prøve fiskeriet. Dog giver en matchstang nogle fordele.
- Matchstang på 10-12 fod
- St. 2500-4000 hjul med en 0,18-0,25mm monofil line
ENDEGREJ
Der findes et væld af forskellige flåd til flådfiskeri efter rimter. Prøv at bruge Drennans stick flåd i strømvand, eller et klassisk wagglerflåd i søen.
Du fanger ingen fisk uden krog. Under rimtefiskeriet kan man oftest være tilbøjelig til at vælge en smule større agn, for at undgå de mange mindre skaller og andre småfisk. En bred/wide gape krog i st. 6-10 er ofte et godt udgangspunkt.
Majs En sikker vinder under rimtefiskeri er majs. Du kan købe standard majs på dåse, eller få dem med forskellige smage og farver i butikken. Majs og en lille orm er en super kombination, som ingen rimte kan stå for! Pas på med at overfodre med majs.
Maddiker er altid en sikker vind. De små larver er super livlige, og lokker alt til hug
Brød fra supermarkedet kan være en super agn. Tag det hvideste og billigste toastbrød, som du kan finde. Rimten står højt i vandet, og vil hurtigt registrere lidt løst smidt brød i overfladen. Specielt i strømvand kan det være super effektivt at kaste lidt brød, og se om der er fisk. Hvis de er der, så er næste stykke flydende brød med en krog stensikker.
EKSTRA GREJ TIL RIMTE
Bankstick og rod rest er uundværligt. Under rimtefiskeri skal du kunne reagere hurtigt, og det gøres nemmest, når din stang er sat ordenligt op.
En stol er super behagelig at have med. Rimtefiskeri kan være passivt, og du kan nogle gange vente længe. Sørg for en behagelig stol med ryglæn, som er nem at transportere.
Net. Et knudeløst medenet med et langt håndtag er uundværligt. Med de lange stænger, som oftest bruges, skal der også et langt nethåndtag til.
Afkrogningsmåtte Fisken skal selvfølgelig behandles ordenligt, specielt når den skal sættes ud igen. En våd afkrogningsmåtte er uundværlig i det tilfælde.