Fang en torsk
Fang en torsk
Torsken (Gadus morhua) er en vigtig fisk for Danskerne. Torsken smager voldsomt godt, og så kan den blive stor! Danmarksrekorden er pt. på hele 36,25kg og er fra 2014. De kan dog blive endnu større! Torsken er desværre gået voldsomt tilbage i vores indre farvande de senere år. Grundene vil vi ikke komme ind på, men det har betydet, at der nu er store begrænsninger på de mængder, man må hjemtage i de indre farvande. Du kan altid se de aktuelle regler på fiskeristyrelsens hjemmeside.
Torsken er svær at forveksle med andre arter. Dog kan den godt forveksles med en hvilling, når den er lille. En hvilling har dog ingen skægtråd. Torsken kan fanges i alt Dansk farvand, men specielt kutterture ud på det gule rev er populært.
Stang og hjul
STANGEN: Ved torskefiskeri fra båd, fisker man typisk på 2 forskellige måder. Den ene er klassisk pirkefiskeri. Her bruger man oftest en stang på 6-7 fod, og en klassifikation, der hedder 20-30lbs. En sådan stang kan fint klare alle Danske torsk.
Skal du istedet dyrke kastefiskeri, så skal der lidt andet grej til. Her vil en stang på 8-9 fod, og med en kastevægt op til 150gram være helt passende. Stangen må gerne have en solid rygrad.
HJULET: Hjulet til pirkefiskeri skal helst være et multihjul. Multihjul kan bedre klare de tungere pirke. Vælg et hjul, som passer til stangen. Oftest vil det hedde st. 30-40.
Til kastefiskeri vil et stærkt hjul omkring st. 4000 være passende. Kig evt. på Penn Slammer serien, her får du nogle virkeligt stærke hjul til formålet.
Endegrej
PIRKE:
En pirk er noget af det mest simple endegrej, som der findes. En lang pind i metal, med en krog i enden. Formålet med pirken er dog også rimeligt simpel. Den skal nedad, og gerne hurtigt. Hav gerne lidt forskellige vægte og farver med, så du nemt kan skifte. Man risikere også ofte at miste en pirk eller 2 på en kuttertur.
FORFANG:
Det gamle klassiske torskeforfang består af 3 blæksprutter i gummi, med en krog i hver. Siden da er der kommet mange nye til, men princippet er det samme. Hvad der virker på dagen, kan være meget svært at vurdere, så hav altid nogle stykker med ud.
JIGS:
Jigs til kastefiskeri er blevet meget populært, og det er ikke uden grund. Ved kastefiskeri kan du nemlig affiske mere vand, da jiggen stille og roligt hopper eller svømmer henover bunden. Vælg jigs omkring 100-150gram.
Ekstra grej til torskefiskeri
KØLEBOKS: En køleboks med is er ofte en rigtig god ting. Skipper har ofte baljer eller kølebokse ombord på skibet, men når du skal i land, må du klare dig selv. Ved at holde fisken kold, holder den sig langt bedre, og så kan du måske også have lidt drikkevarer med.
PRIEST: En priest/gokker er uundværlig. Giv fisken et gok, så snart den er oppe. Alt andet er uetisk.
HÅNDKLÆDE: Et håndklæde må du heller ikke undvære. En lang tur på båden, kan godt blive lidt ulækker for fingrene.
TANG: En kraftig tang til afkrogning er også en god ide. Krogene til torskefiskeri er ofte kraftige, og de kan sidde godt fast.