Fang en sild
Silden, Clupea Harengus, er en fisk, som stort set alle kan fange. I Danmark har du altid under 50km til havet, og dermed også mulighed for at fange sild. Silden lever i stort set hele det nordlige Atlanterhav, hvor den svømmer rundt i stimer på helt op til en million individer! Silden er en meget populær spise herhjemme, men det kræver nogle stykker til et måltid. Silden bliver sjældent over 35cm og den nuværende rekord fra 2021 er på 37cm. Silden kan du sådan set fange hele året, men i 2 perioder er der ekstra mange på de Danske kyster. i marts-april finder du de største sildestimer, mens de største sild (også kaldet høstsild), kommer i september.
STANG OG HJUL
Silden er ikke en krævende fisk, men den skal dog helst fanges på aktivt fiskeri med sildeforfang.
- Stang: En stang på 9-11 fod og med en kastevægt, som ligger mellem 30-80 er meget passende.
- Hjul: Et hjul i st. 3000-5000 med en fletline på 0,17-0,20mm er ideel til sildefiskeri.
ENDEGREJ
Ved sildefiskeriet, behøver du ikke tage ret mange valg. Sildeforfang, og noget vægt i enden af dette, er stort set alt du behøver. Sildeforfang fåes dog i et væld af udgaver, men tag en 3-4 forskellige med ud.
Under sildestimerne, finder du ofte stimer af torsk, sej eller jagende havørreder. Derfor kan det være en god ide, at udskifte det klassiske sildelod under forfanget, med en kastepirk. Den giver dig en rigtig god chance for at tage en stor bifangst med hjem.
EKSTRA GREJ TIL SILDEFISKERI
Under sildefiskeriet, er der flere ting, som kan komme dig til gode, og gøre det lettere.
Sildeposen er en af dem. Silden har rigtig mange skæl, som falder utrolig nemt af, og sætter sig over det hele. Tag derfor silden af krogen, læg den i sildeposen, og ryst så posen i vandet. Så falder langt de fleste skæl af, og du kan holde grejet renere.
Håndklæde kan være en rigtig god ide at have med. Det sviner nemt meget, og at kunne tørre fingrene, er guld værd!
Sildeudbener er et genialt og uundværligt værktøj, når du skal rense fisken. Der er intet værre, end fiskeben i munden.