Fang en havørred (Kyst)
Fang en havørred på kysten
Havørreden (Salmo Trutta) er nok den mest populære fisk ved Dansk sportsfiskeri, og det er fuldt forståeligt! Den sølvblanke fisk kan findes overalt på de Danske kyster, og også i vores åer. Den fighter fænomenalt og smager endnu bedre. Størrelsen fejler heller intet, og den Danske rekord i saltvand er på hele 15,155g og blev fanget i 1992 i Øresund. Ørreder over 10kg er dog en sjældenhed.
En havørred i saltvand kan ofte kun forvekles med en laks, men der er dog nogle forskelle. En havørred har som regel flere prikker under sidelinien, hvor en laks ikke har nogen. Samtidig er halefinen på en laks u/v-formet, hvor en havørred har en mere lige halefinne. Haleroden er også smallere på laksen, hvor du nemt kan tage fat, og det er ikke specielt nemt på en havørred.
Stang og hjul
Stang:
Nogle af de mest populære havørredstænger, er ca. 9-10 fod, og har en kastevægt mellem 7-30 gram. Langt de fleste mærker laver stænger i det spænd, specielt til havørredfiskeri. I de senere år, er UL fiskeriet på kysten dog blevet mere og mere populært. Her går man gerne ned i 6-7 fod og op til 10gram i kastevægt. Vi anbefaler dog, at du starter med en klassisk kyststang.
Du kan naturligvis også fiske med flue på kysten. Til fluefiskeriet vil en stang omkring 9 fod #7 være meget passende, som det første.
Hjul:
Når du skal vælge et hjul til havørredfiskeri, er det en super god ide at vælge et saltvandsbestandigt hjul. De kan ofte være lidt dyrere, men er bestemt det værd på den lange bane. De starter ofte omkring 900,- og opefter. Et klassisk fastspolehjul i st. 2500-3000 er passende.
Endegrej
Blink:
Blinket er en af de mest populære agn på kysten. De findes i 100vis af modeller og 1000vis af farver. Blinket er forholdsvis simpelt at fiske med, kast blot ud, og træk ind igen. Har du mulighed for at undersøge, hvad agnsfisk der findes i området, kan det være en god ide, at vælge ud fra det.
Gennemløber:
Gennemløberen er udsprunget fra blinket. Istedet for at montere linen foran, trækker du her linen igennem blinket, montere en perle på, så en splitring, og din krog (Opsætningen kan variere). Gennemløberen har flere fordele, bl.a. har du ingen brækstangseffekt, så ørreden kan ikke særlig nemt afkroge sig selv.
Fluer:
Ved fluefiskeri på kysten, fisker du på fisk, som har levet af naturligt mad hele livet. Find derfor ud af, hvad de spiser på årstiden og pladsen, og benyt imitationer deraf. Du kan også sagtens fiske med fluer på din spinnestang med 2 metoder. Enten via et bombardaflåd, eller med en såkaldt ophænger, lige over dit blink eller gennemløber.
Gummiagn:
Gummiagn på kysten? Det er faktisk mere simpelt end som så. Med en bombardaflåd og f.eks. en børsteormsimitation fra gulp, kan du i perioder hive ørreder op i rå mængder. Gummiagn er en uset perle på kysten, og skal prøves!
Naturlig agn:
Levende agn er blevet mere og mere populært. Det kan både være orm, rejer eller tobiser. De kan fiskes på bobble eller bombardaflåd, og kan de rigtige dage, være super effektive! Prøv at fiske rejerne med bait bands, så holder de længere.
Ekstra grej til havørredfiskeri på kysten
Waders: Waders er mange steder uundværlige. Du kan sagtens finde pladser, hvor du kan fiske uden waders, men andre steder, kan du nærmest ikke fiske uden. Åndbare waders med sok og en løs støvle, er klart det mest behagelige. Husk godt undertøj i uld.
Vadejakke: En vadejakke er en super tilføjelse til kystfiskeriet. De er oftest vandtætte, har plads til flere grejæsker, en madpakke og har en D-Ring i nakken til dit net.
Fiskenet: Et net er et must have. Vælg et semi-rundt-rundt net, som enten har en indbygget magnet, eller mulighed for at få en på. Hvis nettet også kan flyde, er det super.
Piang/Afkrogningstang: En piang er super, når du skal afkroge din fangst. Krogen kan nogle gange sidde godt fast, eller sidde dybt. En piang hjælper, ved at holde et solidt greb om krogen.
Fluorocarbon: Fluorocarbon er en god tilføjelse, til dit arsenal. Specielt, hvis du vil fiske med gennemløbere, er det vigtigt. En gennemløber slider nemt en fletline over, hvor en fluorocarbon line er mere slidstærk. Fluorocarbon er også mere usynligt i vandet, end en fletline er.